Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden
Region SyddanmarkpilPolitikpilRegionalvalg 2021

Regionalvalg 2021

Du bestemmer

Der er regionalvalg tirsdag 16. november. Her har du mulighed for at påvirke og få indflydelse på de regionale beslutninger. Nedenfor kan du læse mere om, hvad regionerne arbejder med, og hvad det betyder for dig.

 

Skal din region mere ind i klimakampen?
 

Illustration af klima

Skybrud, stormflod og ekstremt vejr er en følge af den globale opvarmning, og mange borgere oplever at kæmpe forgæves mod vandmasserne, når gaderne står under vand. Derfor har Region Syddanmark kortlagt, hvor oversvømmelserne rammer i fremtiden, så kommunerne kan lave langsigtede løsninger på tværs af kommunegrænser. Regionen har derudover også installeret solcelleanlæg på de ledige kvadratmeter på de syddanske sygehustage. Forventningen er, at solcelleparken ved det nye universitetshospital i Odense i gennemsnit kan producere ca. 20 procent af det daglige strømforbrug, når hospitalet tages i brug. 

Læs mere om regionens arbejde med grøn omstilling og klima

 

Hvordan skal din region hjælpe mennesker med psykisk sygdom? 

Illustration af psykiatri

I Region Syddanmark har regionsrådet vedtaget en ambitiøs psykiatriplan. Målet er, at patienter - der har en psykisk sygdom - kan få hurtigere hjælp, bedre behandling og få større indflydelse på deres egen behandling, så den opleves veltilrettelagt og sammenhængende. Psykiatrien bliver tilført 75 millioner kroner mere om året, når planen er rullet helt ud i 2024. Penge, der bl.a. skal bruges til nye psykiatriske afsnit i Esbjerg, Vejle og Odense, ansættelse og uddannelse af flere medarbejdere, der selv har haft psykisk sygdom inde på livet, et center for pårørendeinddragelse - ligesom flere patienter skal have mulighed for at modtage hjælp i form af videokonsultationer. 

Læs mere om psykiatrien

 

Hvordan skal din region ruste sig til en ny coronabølge?

Illustration af corona

Nemt, enkelt og tæt. Det har været strategien i Region Syddanmark for at forebygge smitte og alvorlige sygdomsforløb under coronapandemien. I efteråret 2020 oprettede regionen PCR-teststeder i alle 22 kommuner og hurtigtests på tværs af regionen med over 400 hurtigteststeder, da der var flest. I 2021 åbnede regionen vaccinationscentre i de 7 største byer og lokale vaccinationssteder på tværs af alle regionens kommuner. Derudover har regionsrådet i Region Syddanmark fremrykket byggeriet af et centrallager i Odense, der kan tages i brug som værnemiddellager i slutningen af 2022. Lageret skal sikre et solidt lager af værnemidler i fremtiden.
 

Skal behandlingen hænge bedre sammen i din region? 

Illustration til Sammenhængende sundhedsvæsen

I Region Syddanmark skal patienterne opleve sammenhæng i deres behandling på tværs af sygehus, kommune og praktiserende læge. Derfor har alle regionens sygehuse ansat sygeplejersker – såkaldte udskrivelseskoordinatorer –, som sørger for, at patienterne kommer godt hjem, og at både patienter, pårørende, kommunale samarbejdspartnere og patienternes egen læge inddrages og får den nødvendige information.

Læs mere om samarbejdet mellem regionen, kommuner og praktiserende læger

 

Hvordan skal din region hjælpe dig, når det er akut?

 Illustration af akuthjælp

Når der er brug for akut hjælp, skal den nå hurtigt frem til syddanskerne, uanset hvor de bor i regionen. Derfor har Region Syddanmark investeret i højtspecialiseret udstyr til ambulancerne, så de dygtige ambulancebehandlere, paramedicinere og læger kan starte behandlingen allerede på ulykkesstedet og under transporten til akutmodtagelsen. Akutbiler og akutlægehelikoptere er også parate til at rykke ud, og aftaler med frivillige akuthjælpere og hjerteløbere supplerer indsatsen.

Læs mere om den præhospitale indsats

 

Er der en læge til stede i din region? 

Illustration af lægedækning

Alle skal have adgang til en praktiserende læge, uanset hvor de bor. Regionen går i front for at etablere sundhedshuse, hvor flere læger kan have en praksis og nyde godt af den faglige sparring. Regionen har derfor medvirket i om- og nybygninger, og i tæt samarbejde med kommunerne har regionen over de seneste år søgt og fået over 70 millioner kroner fra Folketinget til etableringen af en lang række sundhedshuse.

Læs om praktiserende læger og andre behandlere

 

 

Er bussen på rette vej i din region?

Illustration til transport

Region Syddanmark finansierer uddannelsesbusser i hele regionen og sikrer studerende en bedre adgang til ungdomsuddannelser. Busserne samler om morgenen studerende op i tyndt befolkede områder og sætter dem af ved de forskellige uddannelsesinstitutioner. Om eftermiddagen kører de retur. Regionen har desuden oprettet to passagerråd, som består af 26 frivillige passagerrådsmedlemmer. Medlemmerne hjælper med at udvikle den kollektive trafik i regionen både i Syd- og Sønderjylland og på Fyn. 

Læs mere om regionens arbejde med mobilitet og kollektiv transport 

 

Kan du blive det, du vil i din region?

Illustration af uddannelse

I Region Syddanmark skal det være muligt at uddanne sig tæt på det sted, man bor – uanset hvor man bor. For at unge kan blive ved med at uddanne sig fx på Tørring Gymnasium og Grindsted Gymnasium, har regionsrådet de seneste år indstillet, at der lægges loft over optagelse på de to store gymnasier i Vejle. Regionrådet bakker også op om campusdannelsen i fx Faaborg, hvor flere ungdomsuddannelser slår sig sammen for at kunne tilbyde unge uddannelser i det sydfynske.

Læs mere om regionens arbejde med uddannelse

 

 

         

Se video om Region Syddanmark


Siden er sidst opdateret 11-10-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring