Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilJuni 2021pilNyt moderne tilbud til voksne med autisme

Nyt moderne tilbud til voksne med autisme

29-06-2021 | Af Ida Holten Sejbjerg

Voksne med autisme får et nyt tilbud i Fredericia. Region Syddanmark har købt en grund på Nymarksvej på ca. 17.000 kvm til etablering af et specialiseret døgn- og dagtilbud.

Med købet af en ny grund på Nymarksvej i Fredericia ligger det nu fast, hvor Region Syddanmarks helt nye specialiserede bo- og beskæftigelsestilbud med plads til 14 voksne med autisme kommer til at ligge.

Tilbuddet bliver en udvidelse af Autismecenter Syddanmark, der i forvejen driver en række autismetilbud på Fyn til børn og voksne, og etableringen af det nye specialiserede døgn- og dagtilbud er helt i tråd med regionens plan på det sociale område.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

- Vi har en plan om at styrke vores sociale tilbud. Derfor er jeg rigtig glad for, at købet er faldet på plads, så vi kan udbygge vores bo- og beskæftigelsespladser på autismeområdet med mere moderne rammer og stærkere faglighed. Udbygningen sker ikke mindst for at imødekomme kommunernes efterspørgsel, og jeg er derfor glad for, at vi sammen med Fredericia Kommune har kunnet finde denne spændende grund. De fine omgivelser er gode for de borgere, der skal bo der, og den omkringliggende fredsskov vil kunne bruges rekreativt både af dem og borgere fra lokalområdet.

Glæde i Fredericia Kommune over arbejdspladser

Det er ikke kun i Region Syddanmark, at man glæder sig over aftalen. I Fredericia Kommune er borgmester Steen Wrist (S) meget tilfreds med aftalen:

- Aftalen mellem Fredericia Kommune og Region Syddanmark giver rigtig god mening for begge parter. Jeg er meget glad for, at grunden og de smukke omgivelser kan komme brugerne til gode i deres hverdag – og så får vi samtidig en stor arbejdsplads til kommunen. Samtidig, ser vi frem til at styrke vores samarbejde med regionen – også på det specialiserede område, til gavn for en bred målgruppe i kommunen. At vi på denne måde får en samarbejdspartner helt tæt på med højt specialiseret faglighed er noget, vi ser nogle spændende udviklingsperspektiver i for indsatsen på hele autismeområdet.

14 pladser og mulighed for flere

I første omgang vil det nye tilbud have 14 pladser, men det kan udvides med yderligere syv pladser og tilsvarende dagpladser.

Centerchef Niels Christian Fruergård Hansen siger:

- Jeg glæder mig til, at vi kan supplere de nuværende aktiviteter med de nye pladser i Fredericia. Dem er der brug for, for Region Syddanmark oplever en stigende efterspørgsel efter højt specialiserede tilbud på autismeområdet og også flere højt specialiserede pladser. Det kan Autismecentret med vores stærke kompetencer på området levere, og derfor udvider vi nu.




Fakta

Fakta om det nye autismetilbud i Fredericia
Den nye grund på Nymarksvej i Fredericia er på cirka 17.000 kvadratmeter, og bygningerne er på ca. 3000 kvadratmeter fordelt på boliger, dagtilbud og administrationsbygning.

Det nye bo- og beskæftigelsestilbud får 14 pladser til voksne med autisme og mulighed for at udbygge med ekstra 7 pladser og tilsvarende dagpladser.

Autismecentret samler deres administration i Fredericia, og opfører en ny administrationsbygning på grunden.

Regionen forventer at skulle besætte op til 40-50 stillinger.

 

Fakta om Autismecenter Syddanmark.

Det nye specialiserede døgn- og dagtilbud hører til Autismecenter Syddanmark, der er en del af socialområdet i Region Syddanmark.

Autismetilbud Syddanmark har botilbud, dagtilbud, aflastning og støtte til borgere i eget hjem og tilbyder rådgivning og undervisning. Som godkendt VISO-leverandør yder centret specialrådgivning og psykologiske udredninger i hele landet. Dette er både på voksen- og børneområdet.

Oprettelse af særforanstaltninger og enkeltmandsprojekter er også muligt i Autismecenter Syddanmark.

Autismecenter Syddanmark har også Æblehaven i Kolding, som er et voksentilbud til døve, blinde og døvblinde med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.

 


Siden er sidst opdateret 29-06-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring