Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden
Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilJuni 2021pilRegion Syddanmarks indkøbere stiller skarpt på kategoristyring
Regional indkøber Søren Iversen (tv) er en af deltagerne. Her ses han sammen med underviser Morten Munkgaard Møller (th)

Region Syddanmarks indkøbere stiller skarpt på kategoristyring

11-06-2021 | Af Louise Vandel

20 indkøbere fra Region Syddanmark er i gang med at videreuddanne sig inden for Category Mangagement. Det skal styrke det strategiske arbejde forud for regionens indkøb og sikre det nødvendige fokus på bl.a. patient outcome, forsyningssikkerhed og bæredygtighed.

Mundbind, fødevarer, implantater, monitoreringsudstyr og patienttransport. Hvert år køber Region Syddanmark varer og tjenesteydelser for 10 mia. kr. fordelt på mere end 100.000 varenumre.

Det betyder selvsagt, at regionens indkøbere har mange bolde i luften, og derfor er de i gang med et skræddersyet uddannelsesforløb, som skal sikre det relevante fokus på f.eks. patient outcome, forsyningssikkerhed, bæredygtighed og/eller andre strategiske forhold, som er en integreret del af regionens indkøbsprocesser.    

På kurset deltager 20 indkøbere fra Strategisk Indkøb og Medicoteknik sammen med otte indkøbere fra Region Nordjylland. Selvom Region Syddanmark har en lang tradition for at arbejde strategisk og kategoribaseret med indkøb, er det godt, at sætte ekstra fokus på metoderne bag. Det fortæller indkøbschef Annette Bjørn:

- Vi håndterer mere og mere komplekse indkøb, og derfor har vi behov for at få endnu mere struktur på vores indkøb. Vi har brug for at få en fælles ramme og et fælles sprog, vi kan arbejde ud fra – både internt i regionen og på tværs af alle fem regioner, så vi kan styrke det tværregionale samarbejde. 

Stærkt samarbejde om indkøb

En af deltagerne på uddannelsen er regional indkøber Søren Iversen. Han arbejder i Medicoteknik, som står for indkøb af al medicoteknisk udstyr i regionen – blandt andet MR-scannere og andet billeddiagnostisk udstyr, som Søren er ansvarlig for. Søren fortæller:

- Det er fedt at få mulighed for at opjustere sine kompetencer. Uddannelsen giver anledning til at se på indkøb med nye briller, og jeg kan få bekræftet om min faglige intuition holder stik. Analysearbejdet foregår ofte på rygraden, men nu får jeg nogle mere strukturerede værktøjer til fx kortlægning af konkurrencesituationen, som jeg kan bruge, når jeg eksempelvis er i dialog med kliniske ledere og slutbrugerne om indkøb af nyt udstyr.

Søren peger også på, at han bliver bedre rustet til at illustrere og perspektivere den strategiske tilgang i et udbud:

- Uddannelsen gør mig i stand til at arbejde mere systematisk med at klæde ledelser og styregrupper på, når de skal træffe beslutninger og bakke op om implementeringen af eksempelvis en ny CT-scanner. Når vi bruger de samme skabeloner, værktøjer og begreber bliver det lettere at synliggøre fordelene ved et givent apparatur. Det gælder også nationalt, når vi arbejder med udbud på tværs af regionerne, og den ensartethed er en stor styrke i vores samarbejde.

Målrettede indkøbsstrategier 

Efteruddannelsen strækker sig over tre måneder, hvor deltagerne bl.a. arbejder med at udvikle kategoristrategier for udvalgte vareområder og får coaching af underviseren Morten Munkgaard Møller.

Annette fortæller:

- Vi videreuddanner os inden for kategoristyring, så vi får de rette kompetencer og metoder til at udarbejde mere målrettede kategoristrategier. I dag skal indkøbsspecialisterne være i stand til at analysere brugernes behov og sammenholde dem med mulighederne i markedet, så patienter og medarbejdere har det udstyr til rådighed, som passer til hverdagen på afdelingerne. Målrettede indkøbsstrategier bidrager derfor også til at sikre, at regionen får mest sundhed for pengene i form af bedre eller hurtigere patientbehandling, lavere omkostninger pr. patient osv. Samtidig har vi stort fokus på bæredygtige indkøb, der tager højde for klimabelastningen, miljøet og at der er ordentlige arbejdsforhold hos leverandørerne. Og sidst men ikke mindst skal vi sikre robuste forsyningskæder, som den aktuelle coronapandemi netop er et godt eksempel på.

Template til kategoristyring

Region Syddanmark har sammen med de øvrige regioner udviklet en template til kategoristyring, der viser hvilke elementer de nedsatte kategoristyringsgrupper skal kortlægge og afrapportere på i det fælles kategoristyringssamarbejde.

 

Klik her for at se i fuld skærm
Region Syddanmark har sammen med de øvrige regioner udviklet en template til kategoristyring

 




Fakta

Region Syddanmark har taget initiativ til et efteruddannelsesforløb med fokus på kategoristyring (Category management) og udvikling af kategoristrategier.

20 indkøbere fra Region Syddanmark deltager sammen med otte deltagere fra Region Nordjylland.

Uddannelsesforløbet strækker sig over tre måneder med fem undervisningsdage, der har hvert sit tema:

  1. Introduktion til kategoristyring
  2. Spend- og intern analyse
  3. Markeds- og ekstern analyse
  4. Kategoristrategi og - løsningshåndtag
  5. Case challenge session.

I case challenge sessionen skal deltagerne præsentere deres kategoristrategi for den konkret case, som de har arbejdet med i praksis. Undervejs får deltagerne coaching af underviser Morten Munkgaard Møller.

Det strategiske fokus i Category Management betyder blandt andet, at der på sigt i Region Syddanmark vil blive nedsat styregrupper på udvalgte indkøbskategorier, hvor Category manageren sammen med den kliniske ledelse på området udarbejder en plan for indkøbskategorien, og hvordan regionen fremover skal købe ind på den udvalgte indkøbskategori. 

Region Syddanmark har i perioden 2015-2019 hentet indkøbseffektiviseringer for 447 mio. kr.

Læs mere i Region Syddanmarks indkøbspolitik 


Siden er sidst opdateret 11-06-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring