Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden
Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilMaj 2021pilRegion Syddanmark udvider muligheden for rest-vacciner til alle regionens vaccinationssteder

Region Syddanmark udvider muligheden for rest-vacciner til alle regionens vaccinationssteder

17-05-2021 | Af Mira Borggreen

Fra i dag mandag den 17. maj kan man tilmelde sig rest-vaccinelister hos alle regionens vaccinationscentre og på de lokale vaccinationssteder. Samtidig tilpasser regionen tidsrummet for tilmelding, så ingen borgere skal føle sig nødsaget til at stå op om natten for at tilmelde sig listerne.

Region Syddanmark har indtil nu tilbudt borgerne mulighed for at tilmelde sig rest-vaccinelister hos alle regionens store vaccinationscentre og i lokalområdet omkring Esbjerg. Fra 17. maj åbner regionen rest-vaccinelister for samtlige regionens 32 vaccinationssteder.

Kravet er, at man bor relativt tæt på vaccinationsstedet, så man kan være fremme inden for 30 minutter efter, man bliver ringet op. De tilmeldte vil blive prioriteret efter, om de er inviteret til vaccination og dernæst efter alder. Alle over 50 år kan tilmelde sig på rest-vaccinelisterne.

Koncerndirektør Kurt Espersen siger:

- Det er rigtig glædeligt, at vi nu kan tilbyde rest-vaccinelister på alle regionens vaccinesteder. Rest-vaccinelisterne er med til at sikre, at der ikke går vacciner til spilde. Jeg vil gerne understrege, at vi generelt er blevet rigtig gode til at tilpasse antallet af åbnede doser med antallet af fremmødte borgere. Derfor forventer jeg også, at der er tale om et ganske lavt antal vacciner, der kan tilbydes hver dag. Men vi er taknemmelige for de mange borgere, der tilmelder sig og står klar med skulderen, hvis der er vacciner til overs, når dagen er omme, så vi får brugt dem alle sammen.

Tilmeldingstid tilpasses

Fra i dag den 17. maj ændres rammerne for tilmelding, så man fremover skal tilmelde sig hver dag fra kl. 7.00 til kl. 12.00.

Indtil nu har regionens system automatisk åbnet for tilmelding i løbet af natten. Det har fejlagtigt givet nogle borgere en opfattelse af, at man var nødt til at stå op midt om natten for at sikre sig en plads først på listen.

Regionen tilpasser nu tidsrummet, så ingen skal føle, det er nødvendigt at skrive sig op midt om natten for at blive tildelt en rest-vaccine. Listerne prioriteres nemlig ikke efter tilmeldingstidspunkt, men efter invitation, alder og at man kan være på vaccinationsstedet inden for 30 minutter efter, man er blevet ringet op.




Fakta

Man kan skrive sig op til restvaccinelisterne her: https://www.rsyd.dk/restvacciner

Der er åbent for tilmeldinger, de dage hvor de enkelte steder har åbent for vaccination.

Tilmeldingen gælder for resten af den dag, man udfylder den. Man skal altså udfylde formularen hver dag, man ønsker at stå til rådighed. Man vil blive ringet op sidst på eftermiddagen eller først på aftenen fra de store vaccinationscentre, hvis man bliver tilbudt en rest-vaccine. De lokale vaccinationssteder ringer først på eftermiddagen, da de lukker tidligere.

 


Siden er sidst opdateret 17-05-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring