Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden
Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilAugust 2020pilNye faste screeningssteder for brystkræft i Region Syddanmark er klar
Nye faste screeningssteder for brystkræft - billede af brystscreening

Nye faste screeningssteder for brystkræft i Region Syddanmark er klar

27-08-2020 | Af Mira Borggreen

1. september går otte nye screeningsteder for brystkræft i Region Syddanmark i luften. Det betyder også, at mammografi-busserne stopper med at køre rundt i regionen. Fremover skal kvinder, der skal screenes for brystkræft, møde op på otte faste steder i regionen.

Siden 2007 er de fleste kvinder i Region Syddanmark blevet screenet for brystkræft i regionens mammografi-busser. Og selvom busserne har været en fin ordning, så har de desværre givet udfordringer med både patientsikkerhed, tilgængelighed for kvinderne og arbejdsforholdene for medarbejderne. 
 
Derfor valgte regionsrådet for et år siden at erstatte busserne med otte nye faste screeningssteder rundt om i regionen. 
 
Poul- Erik Svendsen (S), som er formand for regionens Sundhedsudvalg, siger: 
 
- Busserne holdt tidligere i en kort periode hvert andet år ved hvert screeningssted. Det betød, at der ikke altid var et screeningstilbud i nærheden, når det var tid til screening. Det er en udfordring, fordi kvinderne naturligvis skal have et rettidigt tilbud til screening. Dertil kom indretningen af busserne, der ikke var optimal for f.eks. dårligt gående og manglede toiletter. Derfor er jeg glad for den nye løsning, hvor kvinderne altid kan komme til undersøgelse, der ikke er afhængig af geografi eller køreplaner.
 
Otte nye screningssteder 
De otte nye faste screeningssteder starter op 1. september. Fremover vil kvinder, der skal screenes blive på inviteret til screening på baggrund af datoen for deres sidste screening i stedet for, hvem de har som praktiserende læge. 
 
Samtidig vil kvinder nu få en invitation til screening kort efter deres 50 års fødselsdag. Tidligere skulle kvinderne vente på, at bussen igen holdt i deres område. Det betød, at nogle kvinder har kunnet opleve, at de nåede at blive næsten 52 år, før de fik tilbudt en screening for brystkræft.
 
De otte nye screeningssteder ligger i: 
 
1. Esbjerg
2. Grindsted
3. Haderslev
4. Sønderborg
5. Tønder
6. Fredericia
7. Odense
8. Svendborg 
 
Poul-Erik Svendsen glæder sig over, at regionen nu kan åbne op for de faste screeningsteder:
 
- Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt for kvinderne, samtidig med at vi sikrer, at de bliver screenet i tide. Vi har faktisk en af landets højeste screeningsprocenter, og det flotte udgangspunkt giver vi nu de bedst mulige rammer for at videreføre i lokaler, der er bedre indrettede til formålet. Dermed giver vi både kvinderne og vores medarbejdere et godt udgangspunkt for en god undersøgelse.
 
På nogle af de otte steder, Haderslev, Sønderborg, Esbjerg og Fredericia, vil selve screeningen indtil videre fortsat foregå i selve mammografibussen, der står parkeret på screeningsstedet. Det sker fordi, at lokalerne endnu ikke er klar. 
 




Fakta

Kvinder i Danmark i alderen 50-69 år får et tilbud om en røntgenundersøgelse af deres bryster hvert andet år.

 

Undersøgelsen kan opdage brystkræft på et tidligt tidspunkt – måske før man selv kan mærke en knude i brystet.


Kvinderne skal ifølge retningslinjerne tilbydes en tid til undersøgelse 21-27 måneder efter sidste undersøgelse. De får tilbudt en screeningstid på det sted, der ligger nærmest geografisk, men det er muligt både at ombooke tid og sted, hvis det passer bedre et andet sted.  


Siden er sidst opdateret 02-09-2020
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring