Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilJuni 2020pilRegion Syddanmark udbyder 20.000 m2 OPP-psykiatribyggeri på Nyt OUH
Psykiatrien Nyt OUH OPP

Region Syddanmark udbyder 20.000 m2 OPP-psykiatribyggeri på Nyt OUH

22-06-2020 | Af Mira Borggreen

Når Danmarks største nye sygehus, Nyt OUH, slår dørene op, bliver det som et samlet sygehus, hvor somatikken og psykiatrien bliver tæt integreret. Og byggeriet af psykiatrien bliver til i et offentligt-privat partnerskab med privatfinansiering. Det besluttede de syddanske regionsrådsmedlemmer på deres møde 22. juni.

20.000 kvadratmeter, 142 sengepladser, et telepsykiatrisk center, en forskningsenhed, et nyt afsnit for spiseforstyrrelser og et nyt rehabiliteringsafsnit. Det er nogle af de ting, den nye voksenpsykiatri på Nyt OUH kommer til at indeholde, når den nye psykiatri slår dørene op i efteråret 2023. 
 
Det har hele tiden været en klar prioritet fra regionsrådets side, at psykiatrien både fysisk og organisatorisk skulle være en integreret del af somatikken på Nyt OUH.  
 
På dagens møde pegede politikerne pegede så på, hvilken OPP-model de foretrækker. Det blev en model med privatfinansiering, som er den samme model, der blev benyttet ved byggeriet af den nye psykiatri i Vejle. Regionsrådet vedtog også rammerne for udbuddet af anlægsopgaven, og det udbudsmateriale, voksenpsykiatrien på Nyt OUH skal bygges ud fra.
 
OPP-byggeri tilpasset psykiatrien
Oprindeligt var der ikke afsat penge til psykiatridelen på Nyt OUH fra kvalitetsfondens side. 
 
Regionsrådet besluttede derfor allerede i 2015, at voksenpsykiatrien skulle bygges som et offentligt-privat partnerskab – en OPP-model. Det vil sige i et samarbejde, hvor regionen betaler husleje, drift- og serviceydelser, og private partnere står for finansieringen, opførelsen og en del af driften.
 
Formanden for Anlægs- og innovationsudvalget, Karsten Uno Petersen (S), siger:
 
- Det er skønt, at vi i dag har taget endnu et skridt på vejen mod en ny voksenpsykiatri på Nyt OUH ved at sætte rammerne for byggeriet. Et OPP-samarbejde sikrer os en tidsmæssig genvej til integration af somatikkens og psykiatrien, som vi mener er så vigtig i arbejdet med at skabe de bedst mulige behandlingsmuligheder for psykiatriske patienter. De nye bygninger skal jo kunne rumme alle, og samtidig give plads til den enkelte. På den måde kommer vi også tættere på vores vision om at skabe lighed i sundhed. 

Psykiatrien bliver styrket
Siden de formelle forberedelser til den nye psykiatri gik i gang i 2015, er projektet blevet væsentligt udvidet – både fysisk og prismæssigt. Der er i regionens nye psykiatriplan afsat midler til at styrke psykiatrien, og sammen med finanslovsmidler og løbende økonomitilførsel fra regionsrådet har det medvirket til, at psykiatrien ved Nyt OUH får et markant løft.

Formanden for Psykiatriudvalget, Thies Mathiasen (DF), siger: 

- Det er en ambitiøs plan, vi har lagt for den nye voksenpsykiatri på Nyt OUH. Faktisk står vi med et udbud, der indeholder 40% flere senge, end der oprindeligt var planlagt. Det reflekterer sig naturligvis også i prisen på næsten en halv milliard. Jeg glæder mig derfor også meget over de ekstra 72 millioner kroner til styrkelse af psykiatrien fra årets finanslov, som gør det muligt at finansiere flere af de nye udvidelser af projektet. Vi giver dermed det kommende OPP-partnerskab det bedst mulige udgangspunkt for et flot og funktionelt resultat. 

Udover nye afsnit for spiseforstyrrelser og rehabiliteringsafsnit på Nyt OUH, så vil psykiatrien nu få flere opholdsarealer til aktiviteter og behandling og plads til mere personale end tidligere. Og så kræver den stadig voksende opgave, som det telepsykiatriske center skal løfte, ca. 50 medarbejdere mod de fem, der var tilknyttet i de oprindelige planer. 
 
Enhedslistens to regionsrådsmedlemmer valgte at stemme imod forslaget.
 
Stephanie Lose, Villy Søvndal og Bo Libergren deltog ikke i sagens behandling i regionsrådet, da de er inhabile, fordi de sidder i bestyrelsen i nogle af de pensionskasser, der potentielt kan blive private partnere i OPP-projektet.
 




Fakta

Tidsplan 
- Juni 2020: Udbudsmaterialet offentliggøres
- September 2020: Op til fire selskaber inviteres til at afgive indledende tilbud
- Marts 2021: Afgivelse af endelige tilbud og evaluering af endelige tilbud 
- Juni 2021: Regionsrådet beslutter, hvem der tildeles OPP-opgaven
- Efterår 2023: Psykiatrien på Nyt OUH åbner dørene.
 
Hvad er OPP
OPP er en form for offentlig-privat samarbejde, hvor en privat entreprenør opfører i dette tilfælde den nye voksenpsykiatri på Nyt OUH. Efter opførelsen vedligeholder den private partner i et nærmere aftalt omfang bygningen og står for den tekniske drift af den. Ved udløb af kontrakten overdrager den private partner bygningen til i dette tilfælde Region Syddanmark.
 
Region Syddanmarks nye psykiatri-sygehus i Vejle, som er taget i brug, er også opført som et OPP-projekt med privat finansiering, og regionens erfaringer herfra er generelt gode. 

Regionsrådet har vedtaget, at kontrakten for OPP-psykiatribyggeriet vil komme til at løbe over 20 år.
 


Siden er sidst opdateret 22-06-2020.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap