Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilMaj 2020pil5.200 nye syddanskere på to år

5.200 nye syddanskere på to år

12-05-2020 | Af Astrid Westergaard

Vi er nu 1.223.900 borgere i Region Syddanmark. Det fremgår af den nye publikation Kontur 2019 for Region Syddanmark, som tegner et billede af regionens borgere, arbejdspladser, tilgængelighed mm.

Med 1.223.900 syddanskere er der kommet 5.200 flere til siden 2017. Kontur 2019 for regionen viser også, at tilflytningen er steget med hele 14 procent fra 2008-2018. 
 
Den positive udvikling kan ligeledes ses i antallet af arbejdspladser, som siden 2018 er steget med 7.000, så der nu er 575.300 arbejdspladser i regionen. Og de er til at komme i nærheden af. Fra Vejle centrum kan man inden for en halv times kørsel i bil nå 150.600 arbejdspladser, og fra Aabenraa 114.800 arbejdspladser. 
 
Søren Rasmussen (DF), formand for Udvalget for regional udvikling, udtaler:
 
- Med de nye tal fra Kontur 2019 synes jeg godt, at vi kan sige, at regionen har klaret det flot i forhold til tilflytning og i at skaffe flere arbejdspladser. Det glæder mig, for det var nogle af de mål, vi havde i den strategi for regionens udvikling, som vi afslutter her i foråret. 

Tilflyttere fra de store byer

Hvor kommer de nye syddanskere så fra? Ifølge Kontur 2019 får Syddanmark rigtig mange tilflyttere fra Aarhus og København kommuner. Knap 16 procent af samtlige tilflyttere kommer fra Københavns Kommune og  godt 15 procent fra Aarhus Kommune.

Masser af pendlere

Når syddanskerne står op om morgenen for at tage på arbejde, er det ikke alle, der lige kan snuppe cyklen, for rigtig mange pendler til andre byer og kommuner for at komme på arbejde. Kontur 2019 viser, at der ved udgangen af 2017 var knap 10.500, som pendlede ud af regionen til Aarhus og København for at komme på arbejde. På Fyn er der også en livlig trafik, for her er det mere end halvdelen af de beskæftigede i Faaborg-Midtfyn, Nordfyns og Kerteminde kommuner, der pendler ud af kommunen for at komme på arbejde.
 
Trafikken går dog også den anden vej, og i kommuner som Fredericia, Billund og Kerteminde er det næsten halvdelen af arbejdspladserne, som passes af medarbejdere, som pendler ind fra andre kommuner. 

Mange med kloge hænder

Mange af syddanskerne har en erhvervsfaglig uddannelse i rygsækken som ballast på arbejdsmarkedet. Faktisk ligger Syddanmark over landsgennemsnittet med 40 procent af de 25 til 64-årige, som har en erhvervsfaglig uddannelse som højest fuldførte uddannelse, hvor landsgennemsnittet ligger på 35 procent.
 
Tage Petersen (V), formand for Udvalget for uddannelse og arbejdskraft, udtaler:
 
- Når vi ser ind i fremtidens Syddanmark, vil der være stigende efterspørgsel efter faglærte medarbejdere. Og selvom vi er godt med, må vi ikke bruge det som en sovepude. For vi er også udfordrede af, at der bliver færre unge at tage af, særligt i de tyndt befolkede områder - samtidig med, at mange unge søger til de større byer uden for regionen for at uddanne sig og bo. Derfor arbejder vi på fuld tryk med at forbedre adgangen til gode uddannelser i hele regionen, fx ved at bruge digitale undervisningsformer og sørge for, at der er gode kollektive trafikforbindelser til ungdomsuddannelserne.

Ny strategi samler handsken op 

Det er blandt andet noget af det, den nye strategi for regional udvikling for 2020-2023, "Fremtidens Syddanmark", har som mål, og den trækker i arbejdstøjet om ganske kort tid.
 
Søren Rasmussen (DF), formand for Udvalget for regional udvikling, udtaler:
 
- Med tallene fra Kontur 2019 synes jeg, at vi har et godt fundament at arbejde videre på med den nye strategi. Her har vi sat kursen fast mod målet om at udvikle Syddanmark til at være en sammenhængende, attraktiv og bæredygtig region med kompetente borgere, trivsel og engagement. Alt sammen med FN’s verdensmål som overordnet ramme.
 
Læs hele Kontur 2019 her:
https://detgodeliv.regionsyddanmark.dk/publikation/kontur-2019-syddanmark/


Siden er sidst opdateret 12-05-2020.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring