Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilMaj 2020pilRegion Syddanmark er nu koblet på national Hjerteløberordning
Frivillige hjerteløbere kan alarmeres via deres telefon og hjælpe til ved hjertestop i deres nærområde

Region Syddanmark er nu koblet på national Hjerteløberordning

01-05-2020 | Af Jacob Agerholm

Når der for fremtiden bliver kaldt frivillige hjælpere ud til personer med hjertestop, sker det fra dags dato via TrygFondens Hjerteløberordning.

Fra fredag den 1. maj er Region Syddanmark en del af TrygFondens nationale Hjerteløberordning.
 
Det betyder, at de 8.820 syddanskere, der allerede har tilmeldt sig ordningen, via deres smartphone nu kan blive kaldt ud til hjertestop i deres nærområde – og i resten af landet, hvis de befinder sig uden for regionen. Region Sjælland bliver også en del af ordningen i dag, og dermed dækker TrygFondens Hjerteløberordning hele Danmark.
 
Formanden for Region Syddanmarks Præhospitaludvalg, Mads Skau (V), er glad for at være blevet en del af den landsdækkende ordning:
 
- Nu er vi i gang, og det er jeg rigtig glad for. Det giver rigtig god mening, at vi nu er en del af en national ordning. Nu kan nordjyder, midtjyder og sjællændere også være med til at redde liv her i regionen, ligesom syddanskerne kan hjælpe, når de befinder sig i andre landsdele. Det er en stor fordel. 

Dele af rekrutteringskampagne udskydes

Egentlig skulle overgangen til Hjerteløberordningen have være markeret med en mere omfangsrig rekrutteringskampagne. Men på grund af coronakrisen har TrygFonden og Region Syddanmark valgt at udskyde elementer af kampagnen. Der bliver dog stadig en annonceringsindsats i aviser og på sociale medier, ligesom der også bliver informeret om ordningen via regionens egne kanaler.
 
Regionen har allerede mange frivillige hjerteløbere, og derfor er det ikke afgørende, at TrygFonden og Region Syddanmark går massivt ud med det samme, mener Grethe Thomas, projektansvarlig i TrygFonden:
 
- Region Syddanmark har allerede 8.820 frivillige hjerteløbere. Det er et utroligt flot starttal, og derfor har vi heller ikke været bekymrede for at udsætte den rekrutteringskampagne, vi ellers har planlagt, for der er rigtig mange frivillige allerede. Men jo flere, jo bedre, og derfor ser vi også frem til, at vi for alvor kan komme i gang med rekrutteringen.  

Særlige forhold på grund af corona

På grund af corona gælder der i øjeblikket en række særlige forholdsregler for hjerteløberne.
 
I en besked til alle hjerteløbere har Trygfonden opfordret til, at man ikke giver mund til mund, kun hjertemassage, at man bruger engangshandsker, og at man evt. spritter sine hænder af både før og efter, at man har været kaldt ud. 

Fakta

TrygFondens Hjerteløberordning dækker fra 1. maj 2020 hele Danmark. 
 
I Region Syddanmark sker overgangen klokken 10 den 1. maj.
 
Ordningen gør det muligt for regionens AMK-vagtcentral at alarmere de frivillige hjerteløbere via en app til et formodet hjertestop. Som hjerteløber kan man både blive sendt direkte til personen, der har fået hjertestop, eller man kan blive sendt efter en hjertestarter.
 
Man tilmelder sig ordningen ved at downloade appen TrygFonden Hjerteløber. Læs mere på www.hjerteløber.dk
 
Region Syddanmark var tidligere tilknyttet førstehjælpsordningen Danmark Redder Liv. Flere af de gode erfaringer fra denne ordning bliver flyttet med over i hjerteløberordningen, så regionen blandt andet tilbyder gratis førstehjælpskurser, refleksveste og arbejdsskadeforsikring.
 
I Region Syddanmark findes der desuden 23 akuthjælperordninger, hvor organiserede frivillige rykker ud til et bredere udsnit af hændelser. Akuthjælperordninger er ikke berørt af skiftet til Hjerteløberordningen. 


Siden er sidst opdateret 01-05-2020.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap