Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Region SyddanmarkpilPolitikpilDagsordner og referaterpilReferater 2019pilUdvalget for det nære sundhedsvæsenpilUdvalget for det nære sundhedsvæsen - Referat - 22. oktober 2019

Udvalget for det nære sundhedsvæsen - Referat - 22. oktober 2019

Mødedato
22-10-2019 kl. 14:00 - 17:00

Mødested
På Ærø

Deltagere
  • Bo Libergren, V
  • Marianne Mørk Mathiesen, løsgænger
  • Andrea Terp, A
  • Jørn Lehmann Petersen, A
  • Meho Selman, A
  • Morten Brixtofte Petersen, B
  • Annette Blynel, F
  • Thies Mathiasen, O
  • Anja Lund, V
  • Gitte Frederiksen, V
  • Vibeke Syppli Enrum, Ø

  • Afbud
  • Anja Lund, V
  • Vibeke Syppli Enrum, Ø

  • Luk alle punkter Referat


    1. Udvalgets besøg på Ærø
    2. Høring af Praksisplan for almen praksis 2020 - 2023
    3. Praksisplan for psykologhjælp i Region Syddanmark
    4. Ønsker i forbindelse med forhandling af kommende kiropraktor overenskomst
    5. Aftale om ny overenskomst om psykologhjælp
    6. Status på lægedækningen pr. oktober 2019
    7. Mødekalender
    8. Eventuelt
    9. LUKKET punkt - Annoncering af ydernummer
    10. LUKKET punkt - Salg af ydernummer
    11. LUKKET punkt - Udmøntning af nyt ydernummer


    Sagsnr. 19/74
    1. Udvalgets besøg på Ærø
    fold dette punkt ind Resume

    Udvalget for det nære sundhedsvæsen skal på møde den 22. oktober 2019 til Ærø. På Ærø skal udvalget besøge først Sygehusenheden Ærø og senere Ærø Kommune. I forbindelse med besøget vil fokus være på de initiativer, der er igangsat i regi af samarbejdet mellem Ærø Kommune og Region Syddanmark om fælles tiltag på sundhedsområdet.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Udvalget for det nære sundhedsvæsen skal på møde den 22. oktober 2019 til Ærø. På Ærø skal udvalget først besøge Sygehusenheden Ærø, hvor der vil være oplæg om app’en Mit Sygehus, som er et værktøj til kommunikation mellem patient og sygehus. Mit Sygehus medvirker til at give patienterne information, der er relevant for netop deres sygdomsforløb og fungerer som én digital indgang til sygehuset. Ligeledes vil der være et oplæg om arbejdet med udbredelse i anvendelsen af telemedicinske konsultationer mellem Ambulantcenter Svendborg og borgerne på Ærø, og slutteligt et kort oplæg og en rundvisning på den telemedicinske hospiceplads.

     

    Udvalget skal derefter besøge Ærø Kommune, hvor der vil blive afholdt et fællesmøde mellem udvalget for det nære sundhedsvæsen og Ærø Kommunes Kultur- og socialudvalg. På dagsordenen til dette møde er en orientering om fremgangen i de initiativer, der er igangsat i regi af det særlige samarbejde mellem Ærø Kommune og Region Syddanmark om fælles tiltag på sundhedsområdet samt en drøftelse af særlige udfordringer.

     

    Afslutningsvis afholdes der ordinært møde i udvalget for det nære sundhedsvæsen.

    fold dette punkt ind Indstilling

     

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 22-10-2019

    Til orientering. 

     

    Sundheds- og ældrechef Marianne Leegaard Møller, Ærø Kommune, præsenterede nogle af de initiativer, som er aftalt i samarbejdet mellem Ærø Kommune og Region Syddanmark. Oplæg vedlagt.

     

    Det blev aftalt, at regionen undersøger muligheder for at udlægge behandlinger, fx på kræftområdet, fra OUH til Sygehusenheden. Desuden drøftes på et senere tidspunkt et forslag om et patientrum på færgen. 

     

    Anja Lund og Vibeke Syppli Enrum deltog ikke i sagens behandling.
     

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/14164
    2. Høring af Praksisplan for almen praksis 2020 - 2023
    fold dette punkt ind Resume

    Praksisplan for almen praksis omfatter en politisk del, der i vid udstrækning er en udmøntning af sundhedsaftalen over for almen praksis, samt en kapacitetsdel der beskriver forhold af relevans for sikring af lægedækningen i den kommende planperiode.

     

    ”Praksisplan for almen praksis 2020 – 2023” forelægges til drøftelse som led i høringen af planen.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Praksisplanudvalget, der består af politiske repræsentanter for regionen, kommunerne i regionen og repræsentanter for Praktiserende Lægers Organisation, Syddanmark (PLO Syd) skal i hver kommunal og regional valgperiode udarbejde en ”Praksisplan for almen praksis”. Praksisplanen skal medvirke til at sikre Sundhedsaftalens gennemførelse over for almen praksis og fastsætte rammerne for kapacitetsplanlægningen i almen praksis.

     

    Praksisplan for almen praksis består derfor af to dele:

    • En politisk del, der i hovedtræk er en udmøntning af sundhedsaftalen over for almen praksis, og fastsætter hvilke indsatser der særligt skal prioriteres i det tværsektorielle samarbejde mellem sygehus, kommune og almen praksis i den kommende planperiode, og hvad der forventes af parterne i den sammenhæng. Den politiske del afspejler vision og målsætninger i Sundhedsaftalen 2019-2023.
    • En kapacitetsdel, der danner baggrund for planlægning i forhold til sikring af lægedækningen. Kapacitetsdelen indeholder overvejelser om behov for lægekapacitet i planperioden og beskriver, hvor der ér praksis, og hvor der skal og kan være praksis fremadrettet.

     

    Praksisplanens politiske del

    Praksisplanen indeholder seks tværgående temaer, der skal være i fokus ved implementeringen af praksisplanen samt ni indsatsområder, der er konkrete områder, hvor der skal iværksættes handling.

     

    De seks tværgående temaer er:

    • Ulighed i sundhed
    • Opsporing og forebyggelse
    • Helhedsorienteret og koordineret indsats
    • Forstærket samarbejde og kommunikation mellem almen praksis og kommunerne
    • Den trygge overgang mellem sygehus og almen praksis
    • Samarbejde om anvendelse af FMK.

     

    De ni konkrete indsatsområder, som er valgt med udgangspunkt i sundhedsaftalen, og som fastlægger konkrete indsatser, der skal arbejdes med i planperioden er:

    • Rygning
    • Overvægt
    • Børn og unge i mental mistrivsel
    • Mennesker med kroniske lidelser
    • Ældre medicinske patienter
    • Samarbejde om sikker medicinering
    • Mennesker med psykisk sygdom
    • Borgere på kanten af arbejdsmarkedet og uddannelsesområdet
    • Tilgængelighed.

     

    Den politiske del af praksisplanen afsluttes med en implementeringsplan, der forventes udarbejdet til godkendelsen af praksisplanen på møde i Praksisplanudvalget 27. november 2019.

     

    Kapacitetsdelen af praksisplan for almen praksis

    Kapacitetsdelen af praksisplanen danner grundlag for beslutninger om lægedækningen i regionen i planperioden. Kapacitetsdelen indeholder en baggrundsbeskrivelse af lægedækningen i regionen i form af oversigter over befolkningsudvikling, praksisstruktur og lægernes alder og geografiske fordeling. I kapacitetsdelen forsøges det endvidere ud fra disse variabler at forudsige, hvilket behov der vil være for rekruttering af læger i planperioden.

     

    I kapacitetsdelen gennemgås kommunerne som planlægningsområder for lægedækning én for én, og det beskrives, hvor der er lægepraksis, hvor der fremadrettet skal være praksis, og hvor der kan være lægepraksis.

     

    Politisk behandling af praksisplanen i Region Syddanmark

    Udkast til praksisplan for almen praksis har været drøftet på møde i udvalget for det nære sundhedsvæsen 23. september 2019.

     

    Efterfølgende har planen været behandlet i sundhedsbrugerrådet på møde 19. september 2019. Sundhedsbrugerrådet havde udelukkende bemærkninger til indholdsdelen af planen, hvorfor kapacitetsdelen er uændret på nær indsættelsen af kort over opdelingen af de fire største byer i planlægningsmæssige underområder. Bemærkningerne fra sundhedsbrugerrådet til den politiske del, samt hvordan de er håndteret i forhold til praksisplanen, fremgår af bilag 3.

     

    Praksisplanudvalget har godkendt høringsversion af ”Praksisplan for almen praksis 2020 -2023” på møde 25. september 2019, herunder indarbejdelsen af bemærkninger til planen fra Sundhedsbrugerrådet.

     

    Af hensyn til høringsfristen for ”Praksisplan for almen praksis 2020 – 2023” forelægges forretningsudvalget høringsversion af praksisplanen inden behandling i udvalget for det nære sundhedsvæsen 22. oktober 2019, hvorefter planen behandles i regionsrådet 28. oktober 2019.

     

    Udvalget for det nære sundhedsvæsen får på møde 22. oktober 2019 en gennemgang af ”Praksisplan for almen praksis 2020 – 2023”.

     

    Tidsplan for den videre behandling af Praksisplanen:

     

    7. okt. – 3. nov. 2019

    Høringsfase inkl. behandling i Sundhedsstyrelsen

    9. oktober 2019

    Forretningsudvalget: høring

    22. okt. 2019

    Udvalget for det nære sundhedsvæsen: høring

    28. okt. 2019

    Behandling af høringsversion i Regionsrådet

    29. okt.2019  

    Forelæggelse for Sundhedskoordinationsudvalget

    27. nov. 2019

    Praksisplanudvalget: Godkende udkast til praksisplan

    28. nov. 2019

    Sundhedsbrugerrådet: Orientering om praksisplan

    2. dec. 2019

    Udvalget for det nære sundhedsvæsen: Fremlæggelse af praksisplanen

    4. dec. 2019

    Forretningsudvalget: Fremlæggelse af praksisplan

    16. dec. 2019

    Regionsrådet: Fremlæggelse af praksisplanen

    1. januar 2020

    Praksisplanen træder i kraft.

     

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

     

    At Praksisplan for almen praksis drøftes med henblik på afgivelse af høringssvar til Praksisplanudvalget.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 09-10-2019

    Forretningsudvalget drøftede sagen.

    Karsten Uno Petersen og Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 22-10-2019

    Udvalget drøftede sagen og anbefaler regionsrådet, at der afsendes høringssvar, hvor regionsrådets beslutning vedr. Vollsmose foreslås refereret i praksisplanen. Derudover udtaler udvalget, at praksisplanen er en god plan, hvor der også er god overensstemmelse med sundhedsaftalen.

     

    Anja Lund og Vibeke Syppli Enrum deltog ikke i sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/49581
    3. Praksisplan for psykologhjælp i Region Syddanmark
    fold dette punkt ind Resume

    Regionsrådet godkendte på møde den 25. marts 2019 et høringsudkast til en praksisplan for psykologhjælp i Region Syddanmark for planperioden 2020 – 2023.

     

    Praksisplanen har efterfølgende været sendt i høring, og på baggrund af høringssvarene forelægges planen nu regionsrådet til endelig stillingtagen.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Regionsrådet godkendte på møde den 25. marts 2019 et høringsudkast til en praksisplan for psykologhjælp i Region Syddanmark for planperioden 2020 – 2023.

     

    Link til det af regionsrådet godkendte høringsudkast til praksisplan for psykologhjælp https://www.rsyd.dk/wm514268 .

     

    Hovedelementerne i praksisplanen er:

    • At den nuværende kapacitet findes dækkende
    • At der i planperioden arbejdes med udvikling af en mere fleksibel styring af kapaciteten inden for psykologområdet
    • At der i planperioden arbejdes med en større integration af psykologpraksis i sundhedsvæsenet, herunder tværfaglige praksisfællesskaber i f.eks. kommunale sundhedshuse/sundhedscentre
    • At der i planperioden udarbejdes forslag til ”best practice” omkring henvisning, løbende kommunikation undervejs i forløbet samt epikrise mellem psykologpraksis og almen praksis
    • At der i planperioden arbejdes med at iværksætte en forsøgsordning med mulighed for direkte henvisning fra psykolog til psykiatrien
    • Fokus på kommunikation og samarbejde mellem de praktiserende psykologer og kommunale aktører omkring fælles klienter, herunder afklaring af en eventuel forsøgsordning inden for rammerne af socialmedicinsk samarbejde
    • At der er fokus på at sikre sammenhængende patientforløb med vidensdeling og kommunikation mellem de involverede sundhedsaktører og i særlig grad sikre, at patienten ikke fungerer som budbringer
    • At der arbejdes for at etablere en praksiskonsulentordning for psykologhjælp som forsøgsordning

     

    Efterfølgende blev planudkastet sendt i høring.

     

    Efter høringsrundens afslutning var der i alt indkommet 4 høringssvar – vedlagt.

     

    Overordnet udtrykker høringssvarene tilfredshed med udkastet til praksisplanen. Dog er der i flere af høringssvarere betænkeligheder ved, at der ikke lægges op til en udvidelse af kapaciteten med henvisning til, at den gennemsnitlige ventetid ikke vurderes at være tilfredsstillende.

     

    Herudover der flere af høringssvarene forslag til præciseringer og uddybninger af dele af planen. En del af disse foreslås indarbejdet i planen. Resumé af høringssvarene samt administrationens bemærkninger fremgår af vedlagte bilag.

     

    I henhold til overenskomsten (§ 5, stk. 5) kan psykologsiden i samarbejdsudvalget for psykologhjælp fremsætte selvstændige bemærkninger til praksisplanen. Bemærkningerne forelægges regionsrådet sammen med udkastet til praksisplanen. Psykologsiden i samarbejdsudvalget har ikke gjort brug af denne mulighed i forbindelse med vedlagte udkast til praksisplan.

     

    Økonomiske konsekvenser.

    Praksisplanen forventes at medføre mindre udgifter, først og fremmest til etablering af en praksiskonsulentordning for psykologhjælp. Der er endnu ikke anvist finansiering hertil.

    fold dette punkt ind Indstilling

    At udvalget for det nære sundhedsvæsen anbefaler regionsrådet:

     

    At praksisplan for psykologhjælp i Region Syddanmark med de i administrationsnotatet anførte bemærkninger udgør det videre grundlag for organiseringen af regionens praktiserende psykologer i planperioden.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 22-10-2019

    Udvalget for det nære sundhedsvæsen anbefaler indstillingen over for regionsrådet.

     

    Anja Lund og Vibeke Syppli Enrum deltog ikke i sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 19/38692
    4. Ønsker i forbindelse med forhandling af kommende kiropraktor overenskomst
    fold dette punkt ind Resume

    Danske Regioner har i forbindelse med opstarten af overenskomstforhandlinger med Danske Kiropraktorer anmodet regionen om eventuelle forslag og ønsker til den kommende overenskomst. Administrationen har udarbejdet nogle fokusområder, man ønsker behandlet i den kommende forhandling.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Den eksisterende overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Kiropraktorforening trådte i kraft den 1. april 2017. Med denne fulgte en ny ydelsesstruktur og en ny struktur for patienter med diskusprolaps eller lumbal spinalstenose, hvor patienterne indplaceres i specifikke pakkeforløb.

    Overenskomsten er gældende i tre år, hvorfor processen omkring næste overenskomsts forhandlinger forventes igangsat snarest.

    På baggrund af dette har Danske Regioner anmodet alle fem regioner om ønsker til den kommende forhandlingsrunde med frist den 1. november 2019. Administrationen har i samarbejde med regionens praksiskonsulent udarbejdet nedenstående ønsker til temaer. Dette afspejler også problemstillinger m.v., som har været drøftet i SU med kiropraktorerne.

    Generelt ønskes der en overenskomst, som understøtter det tværfaglige samarbejde på området samt medvirker til at præcisere kiropraktorernes rolle i sundhedsvæsenet.

    Ydelser og ydelsesbeskrivelser
    Der ønskes en generel revision og præcisering af ydelsesbeskrivelserne, herunder hvor og hvornår en ydelse kan tages i brug.

    Det ønskes blandt andet præciseret, hvorvidt massage er en ydelse, der kan medføre et tilskud fra regionen. Dette er et ønske med baggrund i, at der er set konkrete eksempler på, at der anvendes almindelige kiropraktorydelser til at foretage massagebehandlinger.

    Endvidere er der et ønske om en ny ydelseskode for supplerende ultralydsscanning, ligesom det i dag er muligt at foretage en supplerende røntgenundersøgelse. Dette er med tanke om en opfølgende scanning, der kan give en status på den iværksatte behandling og være med til at fastlægge kommende behandlingstiltag. I dag tages der fuldt honorar for dette, hvilket koster knap 400 kr. for patienten, hvorfor det kunne være ønskeligt med en billigere, supplerende undersøgelse.

    Det ønskes endvidere, at der i overenskomstforhandlingerne tages stilling til, om chokbølgeterapi skal indgå som en overenskomstmæssigydelse i patientbehandlingen, idet flere kiropraktorer i dag stiller behandlingen til rådighed mod egenbetaling. I disse tilfælde betaler patienten således både for selve behandlingen samt et honorar for konsultationen, hvor en mulighed for chokbølgeterapi med tilskud (enten i en ny ydelseskode eller omfattet i allerede eksisterende ydelseskoder) vil gøre behandlingen billigere for patienten.

    Endelig er der et ønske om, at man i forbindelse med overenskomstforhandlingerne vurderer, hvordan det fremadrettet kan understøttes, at patientuddannelse og rådgivning om egenomsorg indgår i behandlingen.

    Vidensdeling og tværfagligt samarbejde
    En større grad af tværfagligt samarbejde vil kræve, at der indføres muligheder og principper for elektronisk kommunikation mellem behandlere via sundhedsvæsenets standarder.

    Øget mulighed for sanktioner og indgriben
    Der ønskes mulighed for konkrete og brugbare sanktioner til at gribe ind over for de ydere, der ikke lever op til overenskomstens regler, sådan at administrationen får beføjelser i forbindelse med controlling og administration af ydere med uhensigtsmæssig adfærd. Dette kan f.eks. være muligheden for journalaudit, som også ses på andre praksisområder.  Der er tillige et ønske om en mulighed for direkte indgriben, når misbrug er konstateret.

    Dette er et ønske med baggrund i, at der er set konkrete eksempler på misligholdelse af overenskomsten i forbindelse med ydelsesafregningen, hvor administrationen ikke havde mulighed for at foretage nærmere udredning eller i øvrigt iværksætte sanktioner.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at udvalget for det nære sundhedsvæsen godkender administrationens fokusområder til kommende forhandling med Danske Kiropraktorer.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 22-10-2019

    Godkendt som indstillet med de faldne bemærkninger.

     

    Anja Lund og Vibeke Syppli Enrum deltog ikke i sagens behandling.

     

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 19/37024
    5. Aftale om ny overenskomst om psykologhjælp
    fold dette punkt ind Resume

    Der er pr. 1. oktober 2019 indgået ny tre-årig aftale mellem RLTN og Dansk Psykolog Forening om fornyelse af overenskomsten om psykologhjælp.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Der er indgået en ny tre-årig aftale mellem RLTN og Dansk Psykolog Forening om fornyelse af overenskomsten om psykologhjælp. Aftalen træder i kraft pr. 1. oktober 2019. 

     

    Indholdet i aftalen er i korte træk følgende:

     

    • Med aftalen fjernes den hidtidige aldersbegrænsning på 38 år for tilskud til psykologbehandling af angst, og den nuværende forsøgsordning om gratis psykologbehandling til unge udvides til også at omfatte de 21-årige.
    • Tilgængeligheden til psykologordningen og fleksibiliteten i behandlingen styrkes, ved at psykologerne fremover kan tilbyde videokonsultation samt rådgivning pr. email eller telefon til patienter som led i opfølgning mellem behandlingerne. Endvidere indføres elektronisk tidsbestilling hos alle psykologer.
    • Patientsikkerheden styrkes, idet det er aftalt, at der overenskomstmæssigt kan følges op på situationer, hvor en psykolog får indskrænket sin autorisation eller dømmes for alvorlige overtrædelser af straffeloven.
    • Det er aftalt at indføre en ordning vedrørende systematisk efteruddannelse af de praktiserende psykologer med henblik på at styrke psykologernes faglighed og kvaliteten for patienterne af behandlingen.
    • Aftalen fremmer en mere effektiv brug af ressourcerne på området gennem understøttelse af øget brug af gruppekonsultationer
    • Regionernes planlægningsmuligheder på området styrkes ved, at minimumsgrænsen for, hvad en psykolog årligt skal omsætte for, hæves fra 100.000 kr. årligt til 150.000 kr. årligt. Dette vil medvirke til at sikre tilgængeligheden af behandlingstilbud i alle områder af landet.
    • Endelig sikrer aftalen, at der også fremover er sikkerhed for, at regionernes udgifter til området ikke overstiger den fastsatte økonomiske ramme.

     

    Frank Ingemann Jensen vil gennemgå overenskomsten på mødet.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 22-10-2019

    Til orientering.

     

    Anja Lund og Vibeke Syppli Enrum deltog ikke i sagens behandling.
     

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 19/5026
    6. Status på lægedækningen pr. oktober 2019
    fold dette punkt ind Resume

    Der gives en status på lægedækningssituationen pr. oktober 2019.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Lægedækningen i regionen er overordnet set god, også sammenlignet med de øvrige regioner. Der er pt. ingen akutte lægedækningsproblemer, men visse områder i regionen vurderes som generelt lægedækningstuede. I de lægedækningstruede områder arbejdes der målrettet med rekruttering af yngre læger og optimering af praksisstrukturen/bedre fysiske rammer for at drive praksis, ofte i samarbejde med de berørte kommuner.

     

    Der sker udpegning af lægedækningstruede områder hvert kvartal, og udpegningen foretages i lægedækningsgruppen, som er en arbejdsgruppe under praksisplanudvalget.

     

    Følgende områder blev udpeget som lægedækningstruede pr. september 2019:
     

    -          Billund Kommune

    -          Esbjerg kommune

    -          Fanø Kommune

    -          Faaborg by (ligger i Faaborg-Midtfyn Kommune)

    -          Løgumkloster (ligger i Tønder Kommune)

    -          Varde Kommune

    -          Aabenraa Kommune

     

    Områderne udpeges hvert kvartal og for mindst seks måneder ad gangen. Der vil ske udpegning igen til november 2019 (mødet, hvor udpegningen finder sted, skulle have været afholdt i december, men er blevet flyttet til ultimo november).

     

    Der er pt. etableret seks udbudsklinikker i regionen. De fem (Ølgod, Ærøskøbing, Esbjerg, Grindsted, Tønder) drives af Alles Lægehuse A/S (tidligere Falck Lægehuse A/S), og en enkelt klinik drives af Nordic Medicare (Aabenraa). Disse tilbud betjener i alt lidt over 13.000 patienter.

     

    Desuden driver regionen fortsat en klinik på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg i henhold til sundhedslovens ”forsøgsparagraf” § 233. Klinikken åbnede den 1. september 2018. Der er på nuværende tidspunkt knap 1.600 patienter tilmeldt klinikken.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

     

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 22-10-2019

    Til orientering.

     

    Afdelingschef Frank Ingemann Jensen, Praksis, omdelte en prognose om forventet ophør af praksislæger og afsluttede hoveduddannelsesforløb. Prognose vedlagt.

     

    Anja Lund og Vibeke Syppli Enrum deltog ikke i sagens behandling.
     

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 19/74
    7. Mødekalender
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Udvalget for det nære sundhedsvæsen har tidligere godkendt følgende mødekalender:

     

    Mandag den 2. december 2019 kl. 14 – 17

     

     

    Mødekalender for 2020
     

    Mandag den 13. januar 2020, kl. 14 – 17

    Mandag den 3. februar 2020, kl. 14 – 17

    Mandag den 2. marts 2020, kl. 14 – 17

    Mandag den 30. marts 2020, k. 14 – 17

    Mandag den 4. maj 2020, kl. 14 - 17

    Tirsdag den 2. juni 2020, kl. 14 – 17

    Mandag den 10. august 2020, kl. 14 – 17

    Tirsdag den 1. september 2020, kl. 14 – 17

    Mandag den 5. oktober 2020, kl. 14 – 17

    Mandag den 2. november 2020, kl. 14 – 17

    Mandag den 30. november 2020, kl. 14 – 17

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 22-10-2019

    Til orientering.

     

    Anja Lund og Vibeke Syppli Enrum deltog ikke i sagens behandling.
     


    Sagsnr. 19/74
    8. Eventuelt
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling
    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 22-10-2019

    Intet var til behandling under punktet.

     

    Anja Lund og Vibeke Syppli Enrum deltog ikke i sagens behandling.
     


    Sagsnr.
    9. LUKKET punkt - Annoncering af ydernummer
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling

    Sagsnr.
    10. LUKKET punkt - Salg af ydernummer
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling

    Sagsnr.
    11. LUKKET punkt - Udmøntning af nyt ydernummer
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling

    Siden er sidst opdateret 23-10-2019.
    Kontakt Region Syddanmark

    Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring