Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

EU-tilskud

Du kan søge EU-tilskud til eksempelvis speciallægebehandling, tandlægehjælp eller sygehusbehandling. Læs om hvilke regler der er på området, og hvordan du søger EU-tilskud.

Selvom en behandling ydes af en praktiserende læge i udlandet, vil et tilskud skulle behandles efter reglerne om sygehusbehandling, hvis behandlingen i Danmark alene ydes som sygehusbehandling.

Du kan altid kontakte patientvejlederne i Region Syddanmark på tlf. 76 63 14 90 for konkret rådgivning og information om dine muligheder.

Tilskud til medicin købt i et andet EU-/EØS-land

Du har efter Sundhedslovens almindelige regler om tilskud til medicin mulighed for at få tilskud til receptordineret medicin, der ikke er sygehusbehandling, og som er købt i et andet EU-/EØS-land. Det forudsætter bl.a., at du er sygesikret i Danmark og har et sundhedskort samt at der tilsvarende er tilskud til medicinen i Danmark. Ansøgning om tilskud til medicin købt i et andet EU-/EØS-land skal sendes elektronisk til Lægemiddelstyrelsen.

Tilskud til sundhedsydelser udenfor hospitalssektoren

Der er mulighed for at få tilskud til en række sundhedsydelser (uden for hospitalssektoren), når sundhedsydelserne er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land. Det kan f.eks. dreje sig om tilskud til speciallægebehandling og tandlægehjælp.

Tandlægehjælp

Hvis du vil ansøge om tilskud til tandbehandling modtaget i udlandet, kan det gøres sikkert og elektronisk til Praksisafdelingen i Region Syddanmark. Dette kræver log-in med NemID. 
For at kunne behandle din ansøgning skal vi bruge en kopi af regningen, en kvittering for at den er betalt samt dit fulde cpr-nummer. Hvis du er medlem af Sygeforsikringen "danmark", skal du oplyse dette på selve regningen. Så giver du os din accept til, at vi må videresende en kopi af afregningen til Sygeforsikringen, når vi har færdigbehandlet din ansøgning.

Fra vi har modtaget regningen, til den er behandlet, og afgørelsen er sendt til din e-Boks, går der sædvanligvis ca. 2-3 uger. Bemærk at ekspeditionstiden er længere i ferieperioder og ved helligdage. Et eventuelt tilskud overføres til din NemKonto, der er tilknyttet dit cpr-nummer.

Sådan søger du om refusion for almen- og speciallægebehandling

For at ansøge om tilskud til behandling i et andet EU-/EØS-land, skal du udfylde dette ansøgningsskema og indsende det sammen med kopi af regningen, kvittering for betaling, dit fulde cpr-nummer (ved børn under 18 år påføres ligeledes forældrenes cpr-nummer) og evt. henvisning.

Vær opmærksom på, at krav om lægehenvisning i Danmark også gælder for varer eller tjenesteydelser købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land. Gruppe 1-sikrede skal i mange tilfælde have henvisning fra egen læge for at kunne få udbetalt tilskud.

Det samlede materiale sendes sikkert og elektronisk til Praksisafdelingen i Region Syddanmark. Dette kræver log-in med NemID.

Alternativt kan det sendes pr. post til:
Region Syddanmark
Praksis
Damhaven 12
7100 Vejle
Mærk kuverten "EU-tilskud".

Når sagen er færdigbehandlet, får du indenfor ca. 4 uger brev fra regionen i din e-Boks. Bemærk at ekspeditionstiden er længere i ferieperioder og ved helligdage.

Et eventuelt tilskud overføres til din NemKonto, der er tilknyttet dit cpr-nummer.

Hvis du er medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, skal du selv videresende regningen til Sygeforsikringen ”danmark”. 

Læs mere på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside

Regionen yder tilskud til: 

  • Briller til børn under 16 år
  • Ernæringspræparater
  • Almenlægehjælp (planlagt) til gr. 1 og 2-sikrede, herunder patientrettet forebyggelse samt forebyggende helbredsundersøgelser til børn under den undervisningspligtige alder
  • Kiropraktisk behandling
  • Fysioterapibehandling (for gr. 1 og 2-sikrede skal der medsendes kopi af gældende henvisning)
  • Fodterapibehandling (for gr. 1 og 2-sikrede skal der medsendes kopi af gældende henvisning)
  • Psykologbehandling (for gr. 1 og 2-sikrede skal der medsendes kopi af gældende henvisning)
  • Speciallægehjælp til gr. 1-sikrede (der skal medsendes kopi af gældende henvisning - dog ikke for behandling hos øre- og øjenlæger)

Tilskud til sygehusbehandling

Du har mulighed for at søge sygehusbehandling i andre EU-/EØS-lande og få din udgift hertil helt eller delvist refunderet, når du kommer tilbage til Danmark. I nogle situationer skal du søge din bopælsregion om forhåndsgodkendelse.

Læs nærmere om betingelserne og reglerne om forhåndsgodkendelse og refusion hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Du har også mulighed for at kontakte patientvejlederne på tlf. 76 63 14 90 for konkret  rådgivning og information om dine muligheder.

Selvom en behandling ydes af en praktiserende læge i udlandet, vil et tilskud kunne kræve forhåndsgodkendelse i Danmark, hvis der er tale om en behandling, som i Danmark alene kan ydes som sygehusbehandling.

Ansøgningsskemaerne om refusion for udgift samt anmodning om forhåndsgodkendelse til sygehusbehandling i EU-/EØS-lande sendes til:

Region Syddanmark
Sundhedsplanlægning
Damhaven 12
7100 Vejle 

Digital postkasse:
Skriv sikkert til Region Syddanmark - Sundhedsplanlægning med Digital post (Kræver log-in med NemID)


Siden er sidst opdateret 05-07-2018.
Kontakt Sundhed

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |