Skip til primært indhold

Bredt samarbejde i Syddanmark skal få flere til at blive sygeplejersker

En analyse viser, at det danske samfund kommer til at mangle 8.200 sygeplejersker i 2030, hvis ikke der bliver gjort noget. De syddanske kommuner, Dansk Sygeplejeråd Kreds Syddanmark, UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole, UC SYD og Region Syddanmark har derfor i fællesskab taget udfordringen op for at sikre, at der også i fremtiden er sygeplejersker nok.

Danmark kommer til at mangle sygeplejersker, hvis ikke flere vælger at tage uddannelsen. Derfor er Region Syddanmark, Dansk Sygeplejeråd Kreds Syddanmark, UC SYD, UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole og de syddanske kommuner gået sammen om en ny kampagne, der skal få flere til at vælge sygeplejefaget til.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V), Region Syddanmark, siger:

- Jeg er glad for, at vi er så mange aktører, som samarbejder om denne kampagne. Det vidner om, at det er en vigtig sag, og jeg håber, at vi med kampagnen kan sætte fokus på, hvor meningsfyldt sygeplejerskefaget er, og at flere dermed får lyst til at søge ind på studiet. Vi har lige nu de sygeplejersker, som vi skal bruge, men når vi ser ud i horisonten, så er vi bekymrede.

En analyse fra Danske Professionshøjskoler i 2021 viste, at Danmark vil mangle over 8.000 sygeplejersker i 2030, og de seneste år har der været et bekymrende lavt optag på sygeplejerskeuddannelserne.

Flere som dig

Biografgængere vil i hele maj måned blive mødt med videospots i alle de syddanske biografer. Filmene viser mødet mellem tidligere patienter og deres sygeplejersker, og de viser, hvor stort et aftryk sygeplejerskerne sætter hos de mennesker, som de hjælper.

Ud over videospots i biograferne vil syddanskerne også møde kampagnen i busser og tog samt på de sociale medier. Kampagnen sætter fokus på det vigtige arbejde, som sygeplejerskerne udfører, og som sætter uudslettelige spor i deres patienter, hvad enten de arbejder i kommunerne, i regionerne eller et helt tredje sted.

Formand for KKR Syddanmark og borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd Jensen (S) siger:

- Sygeplejerskernes faglighed er helt afgørende for vores velfærdssamfund, og de fleste af os har på et eller andet tidspunkt oplevet at være i berøring med sundhedsvæsenet og føle os sårbare. I de situationer gør sygeplejerskers professionalisme og empati en verden til forskel for os, og det er den forskel, vi gerne vil belyse i kampagnen.

Under kampagnesloganet ”Flere som dig” vil samarbejdspartnerne sætte fokus på nogle af de mange tusinde sygeplejersker, der gør en forskel for andre hver eneste dag. For det er flere som Lone, Charlotte, Morten og alle de andre sygeplejersker, som hver dag tager sig af borgere og patienter, som Danmark har brug for flere af.

Kredsformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Syddanmark John Christiansen forklarer:

- Der er behov for en ny fortælling om sygeplejerskefaget – både i forhold til hvad jobbet som sygeplejerske faktisk indeholder og i forhold til alle de muligheder, en uddannelse som sygeplejerske giver adgang til. Der er så mange forskellige specialer og områder, man kan arbejde inden for, og der er utallige arbejdspladser, som ansætter sygeplejersker. Derfor er vi gået med i kampagnen.

En akademisk uddannelse med mange muligheder

Der er cirka 50.000 sygeplejersker, som har beskæftigelse i Danmark, og størstedelen arbejder på sygehuse, i hjemmeplejen, i lægekonsultationer eller lignende, men der er også sygeplejersker, der arbejder i fængsler, i medicinalindustrien, i uddannelsessektoren og mange andre steder.

Direktør for Området for Sundhed ved UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole Kim Bøg-Jensen siger:

- Vi har allerede et stærkt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og de største af sygeplejerskernes kommende arbejdspladser. Det betyder, at vi er sammen om at udvikle fagligheden blandt kommende generationer af sygeplejersker. Denne fælles kampagne er bare endnu et eksempel på, hvordan vi løfter opgaven i fællesskab.

Der er sket meget, siden de første danske sygeplejersker blev uddannet ved Diakonissestiftelsen i 1863. Inden da blev sygepleje udført af ufaglærte kvinder, mens både kvindelige og mandlige sygeplejerskestuderende i dag undervises på bachelorniveau i en lang række fag som eksempelvis psykologi, anatomi, farmakologi, sygdomslære, etik og jura. Sygeplejerskeuddannelsen er adgangsgivende til en række kandidatuddannelser, ligesom en del sygeplejersker vælger at gå ledelsesvejen, blive forskere eller vælger en helt anden vej i arbejdslivet efter endt uddannelse.

Direktør for samfund & sundhed ved UC SYD Anette Nicolaisen siger:

- Vi står i en alvorlig situation, hvor der er for få, der vælger at læse til sygeplejerske, og det er en potentiel trussel mod sundhedsvæsenet i hele vores landsdel. Uden dygtige sygeplejersker får vi et svækket lokalt sundhedsvæsen. Et stærkt samarbejde med aftagerfeltet skal sikre, at det bliver attraktivt at læse til sygeplejerske, og at nyuddannede sygeplejersker er rustet så godt som overhovedet muligt til det arbejdsmarked, de træder ind i. Ellers risikerer vi, at for mange forlader faget igen.

I forbindelse med kampagnen er der lavet en fælles kampagnehjemmeside, som kan findes her

Find videoer og billeder fra kampagnen her

Vi oplever desværre tekniske problemer med vores nyheder. Du kan prøve at vende tilbage på et senere tidspunkt. Vi beklager ulejligheden.

APPFWU02V